Kropsterapi til stress, angst og traumatiske hændelser

At berolige kroppens nervesystem og løsne spændinger ved at arbejde med hele kroppen, giver dit sind ro og en følelse af “at komme hjem” eller “at lande i egen krop”. Dette er det allerbedste, jeg kan give dig, der lever med stress, angst, depression – måske sammenkædet med chok og traumer, som du bærer med dig.

Jeg har arbejdet igennem snart 10 år med både børn, unge og voksne, der har været udsat for svære og voldsomme situationer – ligesom jeg i mange mange år har været behandler for unge og voksne med præstationsangst, skoleværing, fødselsdepression og stress.

Jeg er ikke psykolog og kan ikke stå i stedet for en psykolog eller psykoterapeut

Hvis du eller din læge vurderer, at du har brug for psykologhjælp, kan du bruge mig i et parallelt forløb med psykolog, psykoterapeut e.l.

Der er en timing, der skal være på plads. Er du klar til at tage det første skridt til at få det bedre?

Mit svar vil jo være, at der ikke findes noget bedre tidspunkt end nu, men det er din krop, der bestemmer. Det er min erfaring – og viden igennem min uddannelse – at kropsterapien er traumeforløsende og dæmpende på stress, så du kan få bedre søvn, mere livsmod og at det frigør energi, du har brugt på at holde følelser og oplevelser nede. Det er rigtig mange kræfter, du bruger på dette! Kroppen husker også selv om du gør, hvad du kan for at glemme. Det er også sådan, at kroppen frigør traume i sit eget tempo og når den er klar. Når du læser denne side, er tiden måske inde til at tage det første skridt til at få lidt mere ro på tanker, følelser og krop?

Hvem har du i dit netværk – og hvem kan du trække på?

Når du kontakter mig, er det altid meget vigtigt for mig at spore mig ind på, om du har talt med din læge eller med andre, der hjælper dig. Jeg vil altid sikre mig, at du har et netværk omkring dig. Imellem behandlinger hos mig, er du velkommen til at skrive til mig. Jeg kan gå ved siden af dig og hjælpe dig et stykke af vejen – så længe, du har brug for det – men det er vigtigt, at du er åben for, at læge, psykolog, psykoterapeut, præst e.l. må hjælpe dig samtidig eller efter få behandlinger.

Måske har du allerede haft samtaleforløb og/eller får hjælp fra lægen, men kroppen bliver ved at reagere. Da er det så godt, du kommer til mig, så jeg kan hjælpe dig med at berolige dit nervesystem, så din krop falder til ro og du får mere ro på dit sind. Det er altid en rigtig god idé, at du informerer din læge om, at du går hos mig. Din læge må ikke henvise til mig, da dette ligger indenfor “alternativ behandling”. Det betyder ikke, at jeg ikke kan hjælpe dig, men at der ikke er lavet videnskabelige studier på, om det hjælper. Du ved, om jeg kan hjælpe dig efter et par behandlinger.

Kan du få dækket din behandling økonomisk?

Jeg har en hel del voksne i behandling efter ulykker – eks. med pådraget piskesmæld, rygskader, brud på ansigtsknogler, hjernerystelser mv. Flere får dækket udgifterne til behandling hos mig via sundhedsforsikring eller forsikringsselskab, fordi jeg er Registreret Alternativ Behandler, hvilket bl.a. stiller krav til min uddannelse og til, at du SENEST efter 3. behandling mærker, at min behandling og vejledning hjælper dig. Det skriver RAB-registrerede behandlere kontrakt på. Det er vigtigt, at du får sagt til din sundhedsforsikring/forsikringsselskab, at jeg er RAB-registreret og hvad jeg her har nævnt som krav til dette.

Her er tavshedspligt.

Det betyder eksempelvis også, at møder jeg dig på gade og stræder, så må du gerne give dig til kende overfor mig og da kan vi sagtens hilse – men for ikke at bryde min tavshedspligt og for at passe godt på dig, så taler vi ikke i offentligt rum om, hvordan du har det eller hvad du går hos mig for. Jeg vil gerne passe på dig. Skriv til mig i stedet, hvis du har brug for at dele noget med mig akut – og ellers ses vi typisk indenfor en uges tid eller to til næste behandling, hvis denne ønskes.

At gå vejen hjem til sig selv, kan gå både i dybe dale og høje bjerge.

Jeg vejleder dig i måder at se denne vej eller rejse på, så du får fokus på at bygge dig selv op og gøre dig stærkere – bl.a. igennem motivation til at genfinde stolthed og – for nogen – værdighed igen. Når vi bliver påvirket af chok og traumer og følelserne overvælder os, så kan vi meget let komme til at lægge skyld og skam på os selv. “Jeg er ikke god nok. Jeg er ikke stærk nok. Jeg dur ikke. Jeg bliver aldrig rask/bedre/dygtigere/hurtigere” osv. Tankemønstre, som er vigtige at blive opmærksom på – både hos mig, når de dukker op her, men også i forløb hos evt. psykolog, psykoterapeut eller sjælesorgssamtaler hos en præst. Hvorfor? Hvorfor er det vigtigt, når jeg er kropsterapeut og ikke psykolog? Fordi vi ikke kan skille tingene ad. Dine tanker skaber en øjeblikkelig reaktion i din krop rent biokemisk. Der kommer en kropslig reaktion – eks. hjertebanken, svært ved at få luft (nok), fysisk uro, ondt i maven, nakken, skuldrene, hovedet osv.. Derfor er det en vigtig del af dit forløb hos mig, så du lærer at lytte og forstå din krops signaler og hvordan du skal reagere på dem.

Kranio Sakral Terapi og Biodynamisk KST går dybere og heler indefra.

Det er ikke kun symptombehandling her og nu. Det er ikke et quick-fix og det er der ikke noget, der er, når vi snakker om chok og traumer! Det kan være så hårdt at skulle kravle op igen, når man føler, man har ramt bunden psykisk eller fysisk, men med rette fokus og med kropsterapi – gerne i samtidigt forløb hos nogen, der kan hjælpe dig igennem samtale og evt. medicinering – så er det min erfaring igennem snart 10 år, at der er god hjælp at hente.

Husk dig selv!

Børn fanger stemning og bliver påvirkede af, hvordan du har det. Når du passer godt på dig selv, passer du godt på dit barn. Også sagt på en anden måde: Når du viser dit barn, at du er vigtig og tager dig selv alvorligt, vil dit barn lettere følge dit eksempel senere hen. Dit barn kan komme til at påtage sig ansvar for at gøre dig glad eller passe på dig. Det er så vigtigt, hvis du er presset, at du søger hjælp. Det er en kærlighedsgave både til dig og dine kære.

“Havde jeg bare brækket benet, så var det nemmere!”

Dette hjertesuk hører jeg ofte fra sygemeldte voksne i klinikken. Det er sandt. Et brækket ben er i gips eller skinne. Vi ved, hvordan vi skal håndtere et menneske, der har brækket benet. Vi ved, det gør ondt! Vi spørger ind til, hvordan det kunne gå så galt. Vi ved, der venter et genoptræningsforløb for at gøre benet stærkt og stabilt igen. Anderledes er det, når man bliver sygemeldt fra sin arbejdsplads eller ikke kan følge undervisningen i skolen eller på sin uddannelse pga. stress.

Jeg støtter dig undervejs, så længe du går hos mig og har brug for mig. Målet er ikke nødvendigvis, at du skal tilbage til samme arbejdsplads. Målet er, at du skal finde så meget ro, så du kan reagere og tænke uden “kamp-flugt” reaktion i kroppen, som kan fjerne dig fra at mærke og tænke klart. Små skridt! Du bliver stærkere og skarpere på, hvem du er og hvad du skal, når kroppen falder i ro.

Sundhedsvejledning til en overbelastet krop og en mental maraton 24:7

Når du går til behandling hos mig, hjælper jeg dig både med kropsterapi og sundhedsvejledning. Jeg giver dig vejledning i, hvad du kan gøre, for at din krop kommer mere i balance og får mere energi. Det handler ikke om, hvor langt du skal løbe eller om du går 10000 skridt! Det handler om at bygge din krop stærk indefra. Som sundhedsvejleder er jeg uddannet i alt omkring krop, sundhed og sygdom. Jeg er ernæringsuddannet og uddannet i kosttilskud, homøopati og Bachs blomsterdråber. Se det som vejledning – ikke en kostplan! Det skal IKKE stresse dig yderligere! Vi tager det i dit tempo, som du kan overskue at få bygget viden på og arbejde med dig selv.