Sov godt lille du!

Jeg elsker at lytte til en babys stille vejrtrækning og lyde under behandling i klinikken. Et lille smil, øjenbevægelse bag lukkede øjenlåg, en mund der sutter i søvne.. Alt ånder fred.

KST og Børnesundhedsvejledning til søvnproblemer

Som Børnesundhedsvejleder og Kranio Sakral Terapeut ved jeg en hel del om søvn. Når du kommer her med din baby, får du begge dele. På denne side vil jeg gerne give dig lidt forsmag på, hvad min erfaring er, og hvad min viden er omkring baby og søvn.

Spørgsmål om søvn og søvnvanskeligheder hører jeg ofte fra trætte mødre, der kommer hos mig på klinik KST-Cordialis i Holstebro. Især førstegangsmødre har mange spørgsmål og bekymringer omkring deres lille baby – forståeligt nok. Søvnproblemer er så udmattende for både forældre og baby. I klinikken kommer også enlige mødre med en baby, der bare ikke vil sove. Hvad gør man lige, når man er helt alene med en grædende baby?

Der findes et hav af sider om babys søvn og lige så mange, der har en mening om det, men hvad er dine forventninger og tanker omkring dit barns søvn? Hvordan var det, da du var lille? Har du nogle ritualer, du gerne vil bruge til dit barn? Hvordan passer du på dig selv, så du får hvilet? Hvordan passer I på hinanden som par? Hvordan snakker I om det hjemme?

Sådanne spørgsmål kommer vi naturligt ind på, når KST og Børnesundhedsvejledning går hånd i hånd hos mig. Du behøver ikke kende svarene og hvad svarene kunne være, kan ændre sig hen ad vejen, som din baby vokser og bliver større.

Hvor meget skal din baby / dit barn sove?

Nyfødte skal sove 15-18 timer

1 måned gammel 14-16 timer

3 måneder gammel 15 timer ( 9-10 timer om natten og 5-6 timer om dagen)

6 måneder gammel 14-15 timer (10-11 timer om natten og 3-4 timer om dagen)

9 måneder gammel 14 timer (11-12 timer om natten og 2½ – 4 timer om dagen)

12 måneder gammel 13-14 timer (11-12 timer om natten og 2-3 timer om dagen)

1 – 3 år gammel 12-14 timer (10-12 timer om natten og 1 ½ – 3 timer om dagen)

3-6 år gammel 10-12 timer

7 – 12 år gammel 9-11 timer

13 – 18 år gammel 9-10 timer

BABYS SØVNFASER FRA LET SØVN TIL REM (DRØMME)SØVN ER ANDERLEDES END HOS DIG.

Hvad er søvnfaser?

Let søvn – her er din baby let at vække. Vi kan også snakke om “power-nap”. Baby er ikke udhvilet og der sker kun meget lidt rensning af hjernen.

Dyb søvn – her er baby svær at vække. Dyb søvn er vigtig for at kroppen kan restituere og vokse

REM søvn – her drømmer baby. Her dannes nye hjerneforbindelser. Jo yngre – jo mere REM søvn. En nyfødt har ca 50% REM søvn. En 3 årig har 25% REM søvn.

Så er der Mellem søvnen imellem de enkelte faser.

Babys søvnfase er ca 45 min. Din egen er ca 1½ time. Hvad betyder det?

Det betyder, at baby er i let søvn eller vågner efter ca 45 minutter. Vi andre er det samme efter ca. 1 ½ time. Vi vender os og sover videre eller kikker på klokken, går ud og tisser. Baby skal måske vugges lidt og mærke, at du er der, før baby lærer at glide trygt ind i søvnen igen.

Vær opmærksom på, at din baby kan være urolig i drømmesøvnen! Man kan meget let tro, at baby er vågen, hvor baby i virkeligheden vågner og kan blive bange og urolig af at blive vækket af dig. Prøv med en beroligende hånd på babys hoved eller bryst. Tag ikke straks din baby op.

Hjælp så lidt som muligt til at falde i søvn. Vug et par gange. Brug din stemme til at give ro. Vender du baby til bevægelse og støj for at kunne sove, skal du snarere se det som et symptom på, at noget ikke er helt godt, end blot at blive ved. Babys hjerne og nervesystem reagerer måske fra et sted med “kamp-flugt” efter fødslen eller baby har spændinger, refluks, ondt i maven eller andet, som gør baby urolig. Bevægelse og white noise kan meget vel være symptombehandling på et stresset nervesystem, som kan finde ro med lidt held igennem Kranio Sakral Terapi. Din baby vender sig til at skulle være i bevægelse for at kunne sove.

For de yngste er der “Søvn ad libitum”. En dejlig og klog sundhedsplejerske, jeg havde til mit yngste barn sagde: “Første gang hun gaber, så putter du hende. Lige gyldigt hvad klokken er og om det lige passer ind”. Jeg og min mand har fået 3 børn på 4 år. Først vores pseudotvillinge drenge og sidst vores præmature datter med hjertefejl og lille hjerneskade. Jeg var TRÆT! og dette råd og denne sundhedsplejerske var min redningsplanke. Hendes råd var så godt, fordi vores datter på den måde fik lov at sove, når hun var træt. Samtidig lærte jeg, at bruge samme sætning, når børnene havde svært ved at sove. “Det er okay, mor er her”. Jeg sagde det stille og roligt. På den måde fandt jeg også roen indeni mig selv, for en baby der skriger, kan virkelig stresse en træt mor eller far. Mine børn vænnede sig til de ord og forbandt dem med “fred og ro og ingen fare. Mor passer på dig”. Samme sætning har givet ro, når de har været i skadestuen, da de blev større. Blot for at sige – og du må gerne kalde mig gammel! – men jeg er ikke helt med på vognen med slyngevugge. “Jaaamen, han sover jo godt i den”, siger du måske? “Jaaaa, men han vender sig til at skulle være i bevægelse for at sove. Hvad sker der, når han skal passes af andre, i dagplejen, i vuggestuen osv. hvis han har lært at skulle være i bevægelse? HVIS du har anskaffet dig sådan en slyngevugge, så brug den ikke som fast soveplads men begræns det lidt. Jeg støtter dig, uanset hvad du finder rigtigt, men jeg vil gerne udfordre den lidt og tilbyde babytjek og KST.

Dårlig søvn betyder, at kæden springer af. Kroppen restituerer ikke.

Min erfaring omkring søvnproblemer og babyer er, at årsagen ofte bunder i flere problemer på én gang. Lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke kæder dårlig opdragelse sammen med en baby, der ikke vil sove. Ej heller, at baby har “regnet den ud” og bevidst græder for at styre sine forældre og på den måde være en søvnterrorist. Babys eneste måde at kalde på dig på er ved gråd. Ikke at reagere er ikke at møde babys behov. Der kan gives mange tips og tricks til søvnritualer, som jeg bestemt går ind for – og gerne vil dele med dig, når du kommer til babybehandling. MEN – tilbage til årsagerne!

BABY MÅ IKKE GRÆDE SIG SELV I SØVN OG BABY SKAL SES AF EN LÆGE, HVIS BABY GRÆDER MERE END 3 TIMER I STREG I 3 DAGE OM UGEN.

Baby kalder på dig af en grund. Der kan være noget galt, som en læge SKAL tilse! Ingen af os – hverken kiropraktorer, fysioterapeuter eller Kranio Sakral Terapeuter er læger og kan IKKE stå i stedet for lægen! Du SKAL reagere, hvis du har en fornemmelse af, at der er noget galt.

Er der fødselstraume i spil, kan fastholdelse under behandling eller tryk og meget fysisk behandling på din baby, trigge babys nervesystem, så din baby bliver endnu mere spændt og ulykkelig. Da er KST bedre, fordi det er meget nænsomt og blidt, liggende hos dig.

Det giver grundlæggende utryghed og frustration hos baby at græde sig i søvn og baby bliver ikke set og mødt. Det lærer i stedet at det ikke nytter at kalde – i yderste konsekvens selvfølgelig. Har du det skidt selv og føler dig magtesløs, er det meget vigtigt, at du beder din sundhedsplejerske om at komme på besøg.

Fødselstraume hos baby – kroppen husker!

I mit arbejde med babybehandling er det min erfaring, at der er en sammenhæng imellem et super alarmeret nervesystem og uro, som fører til søvnproblemerne. Et super alarmeret nervesystem kan man også definere som et nervesystem i stress. Kan babyer virkelig være stressede?

Ja! Bestemt – lige så vel som børn og voksne. Forskellige forhold omkring graviditet og fødsel kan give baby stress i kroppen – eksempelvis at blive taget med kop, tang eller kejsersnit. Selv om det kan være uger og måneder siden fødselsoplevelsen, kan baby være i dette alarmberedskab, hvilket giver spændinger og skævheder i hele kroppen og rammer især mave og fordøjelse og giver uro.

Vi kan ikke ændre på, at det nu engang var sådan, baby kom til verden, men jeg kan behandle din baby med Kranio Sakral Terapi som er rigtig god til at skabe ro i hele kroppen og fjerne spændingerne.

Når jeg behandler en baby som er spændt i hele kroppen og er stresset og urolig, behandler jeg hele babys krop. Behandlingen er nænsom. Jeg fortæller undervejs, hvad jeg finder af spændinger. Hvilke årsager der kan være begrundet i babys fødsel og lejring i din mave. Igennem behandlingen beroliges nervesystemet, hvilket hjælper baby til at spise, fordøje og sove bedre.

Babybehandling for den lille præmature eller nyfødte baby foregår ofte på mors eller fars bryst.

Som mor og far skal I sørge for selv at finde ro!

Baby er sensitiv for stemningen hos jer. Tag derfor vare på jer selv ved selvforkælelse, parforkælelse og et partnerskab omkring at få søvn. Fordel opgaver og pligter. Drop skyldfølelse over rod eller at I sætter grænser for antal besøg i den første tid. Find hinanden i stedet og tank op både hver for sig og sammen. Vær nænsomme og kærlige omkring hinanden. Forvent dårlig søvn ! Det giver faktisk tit mere ro, at I indstiller jer på, at der vil være uro om aftenen og om natten. Det er blot vigtigt at vide, at uroen ikke skyldes, at baby har problemer, der kalder på hjælp fra bl.a. mig.

På klinikken tilbyder jeg “Mor-tid” og “Far-tid” til at få løsnet spændinger og få ro en times tid. Ud over at give dig selv eller din kæreste en sådan gave, vil jeg anbefale jer begge at holde et stabilt blodsukker. Sørge for mørke i soveværelset og lys om dagen. Jo mere dagslys, du får, jo mere af søvnhormonet, Melatonin, dannes om natten. Undlad telefon og Ipad den sidste time inden sengetid. Det blå lys fra skærmen reducerer mængden af Melatonin og virker opkvikkende, så hjernen tror, det er højlys dag. Styrk din krop både fysisk i det omfang, der passer for dig, og indefra igennem ordentlig kost og kosttilskud. Som Børnesundhedsvejleder, kan jeg også rådgive dig. Forsøg at have realistiske forventninger til dig selv, din kæreste og din baby. Til dine børn, hvis du har flere. Accepter situationen lige nu med en lille baby i huset og vær tålmodig.

Børn under 9 måneder skal vågne for at spise. Det er ikke unormalt. Tænk også på, at ammemælken ændrer sig henover døgnet. Der er mindre mælk om aftenen. Tilgengæld er den mere mættende. Det betyder – især for den baby, der er udfordret på sutteteknik og spændinger – at der skal knokles for at få mælken ud. Konsekvensen er mange måltider fra sidst på eftermiddagen til et godt stykke ud på aftenen. Det kan igen give dig ro at vide dette om mælkekonsistensen, så du indretter dig og indstiller dig på, at du ammer en hel del i løbet af aftenerne. “Aften-kolik” kan være af ovenstående årsag! Kom til babytjek og behandling, så baby kan få hjælp til sutteteknikken.