Spændingshovedpine og kæbespændinger løsnes ofte effektivt med kranio sakral terapi. Ofte hænger kæbespændinger og spændingshovedpine fakisk sammen. Hos mig lærer du over et par behandlinger, hvordan du selv behandler dine kæbespændinger.
Migræneanfald er en anden hovedpineform, som kan føles næsten invaliderende. For familie, venner og kollegaer, der ikke har haft et migræneanfald, kan det måske være svært at forstå. Du ved, at migræne er mere end bare en slem hovedpine.
Hvorfor får mennesker migræne?
Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at Migræne er den tredje mest udbredte lidelse i Danmark. Alligevel er den lidt af et mysterium. Ud over at være et smertefuldt bekendtskab, resulterer migræne i mange sygedage og lægebesøg.
Over de seneste 10 år er der sket en positiv udvikling i forhold til at finde årsagerne til migræne og hvordan den bedst behandles, men da undersøgelsen af migræne og effekten af behandlingstiltag har med en subjektiv størrelse at gøre – nemlig smerte, er den svær at måle. Smerte er individuel, kompleks og en følelsesmæssig tolkning. Oplevelsen af smerte bliver subjektiv.
Har du migræne eller spændingshovedpine?
Kendetegnene på migræne er, at den ofte er halvsidig og dunkende. Den kan være ledsaget af synsforstyrrelser – også kaldet aura. Der kan være en følelse af snurren i armene, kvalme, opkastning og en generel sensitivitet overfor lys, lyde, lugte, smagsstoffer mv.
Mange af disse symptomer ved man nu, kan skyldes at det sympatiske nervesystem ikke fungerer optimalt. Årsagen til dette – eller årsagerne til dette – er ikke ens for alle med migræne.
Man har længe været bekendt med, at stress udløser anfald hos en migræneramt. Det samme gør et drastisk fald i mængden af østrogen hos kvinden i forbindelse med menstruation. Der forskes hele tiden i at finde flere årsager.
Den nyeste teori er, at der hos en person med migræne, sker en overstimulering af Trigeminusnerven og dens samspil med hjernestammen samt ændringer i hjernens kemikalier. Serotonin, et signalstof i hjernen, er normalt involveret, hvor mængden af stoffet falder hos mange migræneramte. Det medfører, at Trigeminusnerven frigiver såkaldte neuropeptider, der får blodkarrene omkring hjernen til at udvide sig. Dette giver smerte.
En anden årsag til migræne kan skyldes kæbespændinger(TMJD) som kan irritere Trigeminusnerven. Du kan læse særligt om kæbespændinger (TMJD) og hovedpine her.
I disse dage har man fundet ud af, at der hos nogle migræneramte har en abnormitet i struktur og placering af en gruppe arterier The Circle of Willis´ omkring hypofysens stilk. Hypofysen er ansvarlig for hormonproduktion – og påvirker andre hormonproducerende kirtler – og er desuden vigtig i forhold til blodgennemstrømning i hjernen.
Hvordan kan jeg tilbyde at hjælpe dig?

Hovedpine og migræne
Indenfor Kranio Sakral Terapien har vi igennem mange år arbejdet med at støtte strukturerne i hjernen og i de omkringliggende væv, knogler og væsker, så de afbalanceres. Min erfaring er, at en af de vigtigste knogler i denne sammenhæng er Sphenoid knoglen, som sidder bag øjnene og er med til at danne ”gulv” for hjernen. Som beskrevet i teorien bag Biodynamic Kranio Sakral Terapi, så opdagede Sutherland, at enhver knogle har sin egen bevægelse. Sphenoid knoglens bevægelse minder meget om en vuggende bevægelse. Den vugger så at sige hjernen.
Hypofysen sidder i en del af Sphenoid knoglen. Hvis Sphenoid knoglen er ude af balance – ude af sin rette placering – kan dette have en indvirkning på Hypofysen. Denne knogle har derfor mit fokus under din behandling. Med specielle teknikker til afspænding af strukturerne og vævet, kan knoglen genfinde sin balance.
Spheiod knoglen er forbundet med 12 andre kranieknogler. Trigeminus nerven har også forbindelse med Sphenoid knoglen, særligt hvor knoglen har forbindelse med kæbeleddet. Hoved-/nakketraumer kan derfor være årsag til din migræne. Slag mod hovedet eller vrid af nakken har indflydelse på kranieknoglernes bevægelse. Derfor hører det med til migrænens løsning at finde tilbage til, hvornår du kan huske, du fik dit første migræneanfald.
DET AFHÆNGER AF HVILKEN TYPE MIGRÆNE, DU LIDER AF.
Kranio Sakral Terapi og migræne
Under behandlingen arbejdes der med at få balance imellem alle knoglerne i kraniet og i ansigtet.
Der kan være andre steder i kroppen, der skal behandles først, inden Sphenoid knoglen er i stand til at finde på plads og give bedre betingelser for hypofysens arbejde. Det er naturligt for mig også at behandle i munden, så jeg kan give dig den bedste behandling for eksempelvis spændinger i kæbemuskulaturen. Det er ikke anderledes, end at være til tandlægebehandling – bort set fra at min behandling vil føles afspændende og rart. Er det grænseoverskridende for dig, vil jeg i stedet arbejde udvendigt og lære dig, hvordan du selv udfører de teknikker, der er så effektive inde i munden, så du selv kan arbejde videre med dem imellem behandlingerne hos mig.
Når jeg arbejder med biomekanisk Kranio Sakral Terapi i forhold til migræne, kombinerer jeg det altid med bindevævsmassage – Rosenbergteknik.
Jeg tilbyder også behandling af børnemigræne. Ofte, hvor det ikke er chok og fysiske traumer der er årsag til migrænen, kan der være en tendens til, at flere i familien har migræne. Migræne kan være arvelig.
BIODYNAMIC KRANIO SAKRAL TERAPI OG MIGRÆNE
Din historie har indflydelse på, hvordan effekten af behandling bliver. Lider du af stressrelaterede symptomer og ikke samtidig erkender og arbejder med det, der stresser dig, vil behandlingen ikke have effekt. Migræneanfald og stress kræver, at vi arbejder med din stressrelaterede symptomer og med din migræne.
At jeg får viden om eventuelle psykiske/fysiske chok og traumer, du har lidt eller lider af lige nu er vigtigt i forhold til behandling af migrænen. Din migræne kan hænge sammen med et piskesmæld, en gammel hjernerystelse, andre typer af slag og fald, men den kan også være psykisk betinget af psykiske chok og traumer, som ikke er bearbejdede (færdigt). I sidste tilfælde er de vigtigt, at du forholder dig til, hvorvidt det kunne være en god idé også at få hjælp til dette. Jeg er ikke psykolog og kan ikke stå i stedet for en sådan, men jeg arbejder gerne parallelt med en psykoterapeut, psykolog eller anden form for behandler, så vi sammen kan støtte dig bedst muligt og forhåbentligt reducere eller helt fjerne din migræne.
Biodynamic Kranio Sakral Terapi arbejder med hele kroppen og er ideel til at hjælpe nervesystemet i balance igen uden manipulation af væv og knogler på den direkte måde, hvorpå det foregår under biomekanisk Kranio Sakral Terapi.
VED MIGRÆNE ANFALD I FORBINDELSE MED STRESS, PSYKISKE OG FYSISKE CHOK / TRAUMER ER DET PRIMÆRE MÅL AT REDUCERE STYRKEN AF DIN MIGRÆNE OG ANFALDENES HYPPIGHED OG LÆNGDE.
HVAD KAN DU SELV GØRE?
- Vær åben omkring din migræne. Meld klart ud, hvis du har et anfald. Det er stadig skamfuldt for mange at indrømme overfor omgivelserne, at de lider af migræne. Nogle fortæller, at de møder fordomme, når de melder klart ud. At man er som Maude i Matador, som ”går op og lægger sig”. Men viden og åbenhed vil ændre dette.
- Forsøg ikke at gå i panik, når symptomerne opstår. Det udløser stress i dit nervesystem, som vil forværre dine symptomer. Lær symptomerne at kende og vær god ved dig selv. Du er ikke et dårligt eller svagt menneske, fordi du hører til den tredjedel af befolkningen, der tilfældigvis lider af migræne!
- Find ro med at du ikke nødvendigvis finder ud af, hvad din migræne skyldes og hvornår anfaldene kommer.
- Find i stedet ud af, hvad der dæmper smerterne og forkorter længden af anfaldet.
- En god søvn har højeste prioritet. Manglende søvn eller afbrudt søvn kan udløse migrænen, og når du har migræne, kan smerterne være sværere at håndtere, fordi du mangler overskud. Desuden kan anfaldslængden øges af manglende søvn.
- Sørg for at få drukket vand nok og spis varieret.*
- Som pårørende er det vigtigt at respektere, at migræne er en svær lidelse, selvom den ikke nødvendigvis kan ses. Den migræneramte kan ikke bare ”tage sig sammen” og tage en pille. At tage sig sammen kan i værste fald bare gøre anfaldet værre, og der findes ikke piller endnu, som kan kurere alle former for migræne.
*Nogle madvarer, drikkevarer og tilsætningsstoffer ved man kan trigge et anfald. Eksempelvis ost, chokolade, alkohol, kaffe og det tredje krydderi(MSG), farver og nitrat. Du kan læse mere om dette på Migrænikerforbundet